Teglværkernes historie skal fortælles

Klumme til Kerteminde Ugeavis af Kim Furdal, afdelingsleder, Østfyns Museer.

Brændte teglsten blev allemandseje i slutningen af 1800-tallet, hvor bindingsværk måtte vige for mursten. Behovet var så stort, at små teglværker skød op som paddehatte. Nu vil Østfyns Museer undersøge de østfynske teglværkers historie.

Teglværker er forudsætningen for en stor del af vores arkitektur og byggeskik i dag. De har mange steder sat deres spor i vores kulturlandskab. Faktisk har der siden teglstensproduktionen kom til Danmark i 1100-tallet været over 3.000 teglværker. Ganske vist har de ikke alle fungeret på samme tid, men det er et ganske anseligt antal. Til sammenligning havde vi 2.158 kirkesogne i 2021 og 1.480 mejerier, da andelsbevægelsen toppede i starten af 1960’erne.

Et puslespil med lutter rødbrune brikker
Selv om mange teglværker med deres markante skorstene engang var synlige pejlemærker i landskabet, er de fleste i dag forsvundet. Mange dele kunne sælges eller på anden vis genanvendes, så de fleste steder blev der ryddet godt op, når teglværket lukkede. Det spiller også en rolle, at en stor del af de ofte små teglværker i storhedsperioden i sidste halvdel af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet kun fungerede i ganske kort tid.  

Alligevel kan man i landskabet stadig finde små spor efter teglværker i landskabet. Det kan være små udskibningssteder, fundamentrester, spor efter teglbrændinger som teglsten og især fejlbrændinger. De er som brikker i et puslespil, der er med til at give farver på portrættet af teglværkernes historie. Alle disse spor ønsker vi nu at samle.

Teglværkernes storhedstid
At teglværkerne skød op som paddehatte i slutningen af 1800-tallet er ikke nogen tilfældighed. Fra midten af 1800-tallet satte det store byggeraseri ind, da man gik fra at opføre huse i bindingsværk til grundmurede teglstenshuse, godt hjulpet af gode økonomiske konjunkturer. Så oplevede Danmark også i disse år en voldsom befolkningsvækst, og en byudvikling uden for købstædernes traditionelle bygrænser.

Dette var også tilfældet i det nuværende Kerteminde Kommune. Vi har i dag registreret ti teglværker i kommunen. I Dalby Sogn lå i de første årtier af 1900-tallet et teglværk ved Hersnap. I Kølstrup Sogn lå der to teglværker ved henholdsvis Hundslev og Kirstinehøj. Den første kan vi dokumentere i 1892 og den anden i midten af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Mesinge Sogn havde ligeledes to. Mesinge teglværk, som fungerede i midten af 1800-tallet og starten af 1900-tallet samt Salby Teglværk, der kan dokumenteres i starten af 1900-tallet. I Revning Sogn finder vi fra midten af 1800-tallet og frem til de første årtier af 1900-tallet et teglværk. I slutningen af 1800-tallet har der ligget et teglværk i Rønninge. Endelig lå der i slutningen af 1800-tallet to teglværker i Rynkeby, Skovsbo og Tvinde teglværker. Begge var i drift i midten af 1800-tallet.

Teglværkernes placering er ikke tilfældig. De blev lagt i områder med moræneler, og i flere tilfælde relativt tæt på vandet, så der var adgang til transport af de tunge teglsten ad søvejen. Efter indvielsen af Odense-Kerteminde-Martofte Jernbanen 1900, fik flere af de nordøstfynske landsbyer stationer eller trinbræt, hvilket gav en ny og hurtigere transportmulighed, også af teglsten. Noget tyder dog på, at en hel del af teglværkerne i Kerteminde Kommune var små og overvejende har dækket det helt lokale behov. Stenene er snarere blevet transporteret med stive arbejdsvogne.

Mesinge vil have mursten
Mesinge Sogn var i slutningen af 1800-tallet et sogn i vækst. I perioden 1850-1901 voksede sognet med 29% fra 930 indbyggere i 1850 til 1204 i 1901. Der har været behov for flere boliger. Alt efter økonomi valgte mange at grundmure en eller flere sider af huset, hvis man da ikke valgte at rive hele det gamle bindingsværkshus ned og opføre et nyt moderne hus i tegl. En lokal gårdmand så sit snit til at skabe en ekstra indtægt.

I maj 1878 kunne Mesinge Teglværk i Fyens Stiftstidende tilbyde brændte teglsten. Tidspunktet på året var ikke tilfældigt. De sene forårsmåneder og sommeren var højsæson for byggeriet. Netop Mesinge Teglværk kender vi lidt til.  Det hørte under Eskelund, der i 1914 var en mellemstor gård på lidt over 5 tdr. hartkorn, ejet Hans Peter Hansen. Som det hedder i Danske Gårde 1914: ”Til Gaarden hører et Teglværk, der især i tidligere Tid var en betydelig Indtægtskilde for Ejeren”.

Selv om teglværkerne mange steder i dag er forsvundet, er de en central del af dansk industrihistorie. Men desværre er vores viden begrænset. Østfyns Museer skal i de næste par år undersøge teglværkernes historie i Kerteminde og Nyborg til det nationale værk ”Danmarks Teglværker”.

Skulle man havde kendskab til spor efter teglværker, er man velkommen til at kontakte mig på: kifu@ostfynsmuseer.dk

Hersnap Teglværk blev oprettet i 1898, men eksisterede kun indtil 1916, hvor det blev nedlagt pga. krigen og for mange insolvente debitorer. Peter Larsen Birkebjerg har malet det lukkede teglværk omkring år 1920. Maleriet er i privateje.