Hvordan formidler vi til borgere med demens? Hvilke rammer understøtter den gode oplevelse? Og hvordan gør vi besøgene til trygge og gode oplevelser?

Vikingerne kommer til Munkebo
Vidste du, at Munkebo har en spændende vikingefortid? Udgravninger på Munkebo Bakke viser, at her stod der engang en mægtig vikingehal, og fra toppen af bakken kan du se lige over til Ladbykongens skibsgrav. Munkebos spændende fortid er derfor i fokus, når der atter er Vikingedag ved Munkebos Havn.
Lørdag d. 19. august kl. 11-17 kan du være med til en sjov og spændende dag fuld af oplevelser for store og små, når Vikingemuseet Ladby i samarbejde med lokale aktører og foreninger afholder Munkebo Vikingedag ved Munkebo Havn.
”Man kan ikke sige Munkebo uden at sige viking. Vi er derfor glade for, at vi sammen med lokale ildsjæle og foreninger lørdag d. 19 august kan fejre Munkebo Vikingedag med sjove og spændende aktiviteter for hele familien,” siger Claus Frederik Sørensen, leder af Arkæologisk afdeling og Vikingemuseet Ladby.
Kom om bord på Ladbydragen
Museets frivillige står klar til at fortælle gode historier om vikingerne, deres skibe, våben, dragter og meget mere. Det prægtige skib Ladbydragen tager turen over fjorden og lægger til i den hyggelige havn, og som noget helt særligt vil det være muligt at komme ombord på det flotte vikingeskib.
Ved skibet kan hele familien dyste i tvekamp med skjold og sværd eller prøve kræfter med sømandsknuder og lave tov af lindebast. Det er også muligt at vikinge-quizze på vandet, ved Munkebo Sejl- og roklub udlejes nemlig kanoer, der bringer familien ud til poster på vandet med spørgsmål om vikingetiden. Du kan vinde flotte præmier fra Vikingemuseet Ladby, hvis du har alle spørgsmål rigtige og er heldig at blive udtrukket som vinder.
Munkebo Spejdergruppe arrangerer også aktiviteter for børn. Der kan prøves kajak og robåde ved Munkebo Sejl- og roklub (hvor der også kan købes pølser, pandekager og drikkevarer), og det er muligt at komme på tur på fjorden med ”Kristine” og Munkebo Skibslaug.
Der vil også være loppemarked på strækningen mellem Munkebo Bådehavn og Munkebo Sejl- og roklub.
Munkebo Vikingedag arrangeres af: Munkebo Sejl- og roklub, Vikingemuseet Ladby, Munkebo Kulturhus, Munkebo Skibslaug og Munkebo Spejdergruppe.
Praktisk info:
Hvor: Munkebo Havn
Hvornår: Lørdag d. 19. august kl. 11-17.
Der kan købes mad og drikke ved Munkebo Sejl- og roklub.
Pris: Aktiviteterne er gratis (dog ikke udlejning af kanoer).
Parkeringsmuligheder: Overfor Munkebo bådehavn samt ved Munkebo Sejl- og Roklub (Syvstjernen 28, 5330 Munkebo).
Flere nyheder fra Østfyns Museer:
Dyrehave Mølle i forårshumør – påskehygge for hele familien
Der er lagt op til hyggelige og oplevelsesrige påskedage, når Dyrehave Mølle i Nyborg inviterer store og små indenfor til sjove og spændende aktiviteter i møllens historiske rammer.
Vi er i gang med Plast på Plads!
Fem fynske museer (herunder Østfyns Museer) og Konservering Fyn har fået tilsagn om økonomisk støtte til et stort projekt, hvor hundredvis af museumsgenstande i plast skal undersøges med en special håndholdt skanner.


