Anna Syberg (1870-1914) var en af Fynbomalernes markante blomstermalere. Med et frit og sanseligt formsprog malede hun både indendørs og udendørs planter. Hendes værk Levkøjer er blevet konserveret og har genvundet sin oprindelige farvepragt. De lysende blomster træder nu frem med fornyet styrke og intensitet.

Populær bog om Ladbyskibet er oversat til engelsk
Det bliver nu muligt for langt flere at læse den utrolige historie om Ladbyskibet.
Det er ingen hemmelighed, at der er stor international opmærksomhed omkring vikingetiden. Det mærkes også på Vikingemuseet Ladby, hvor de udenlandske gæster i 2025 og 2026 udgjorde mere end 40% af det samlede besøgstal. Derfor glæder museet sig nu over, at engelsksprogede gæster kan få endnu mere viden – ikke kun om Ladbyskibet – men også om vikingetiden i Danmark generelt. Med støtte fra Kerteminde Museumsforening er bogen Ladbyskibet. Historier om graven, skibet og museet oversat til engelsk.
”Det har været et stort ønske at kunne tilbyde vores internationale gæster mere viden om Ladbyskibet og vikingetiden i Danmark. Vi er derfor meget taknemmelige for, at Kerteminde Museumsforening har støttet en bog på engelsk. Dermed er det muligt at sprede den spændende historie om det spektakulære fund af Ladbyskibet og etableringen af museet her ud over landets grænser,” fortæller Claus Frederik Sørensen, afdelingsleder på Vikingemuseet Ladby.
Ladbyskibet. Historier om graven, skibet og museet er skrevet af Mette Ladegaard Thøgersen, direktør for Østfyns Museer, og fortæller om Ladbykongens sejlskib og gravskib, de spændende arkæologiske udgravninger og museet i Ladby. På baggrund af kildestudier udfoldes også ny viden, som er vigtig for forståelsen af Ladbykongens verden og den videre udvikling af Vikingemuseet Ladby.
Bogen er på 187 sider, rigt illustreret og koster 158 kr.
The Ladby Ship. Stories of the grave, the ship, and the museum kan naturligvis købes på Vikingemuseet Ladby og i Østfyns Museers webshop.
Et stort tak til Kerteminde Museumsforening for støtten.

Julekalendere og kravlenisser i en skøn forening
I dag forbinder mange julekalenderne med de kendte TV-julekalendere. Men længe før julekalenderne blev en social begivenhed, der samlede familien hver aften, kunne man købe de mest fantastiske julekalendere i pap. Nogle af dem var et helt samle-selv-projekt i sig selv.
Philipsenplatter vender hjem til Johannes Larsen Museet
I anledning af Johannes Larsen Museets 40 års jubilæum (29. juni 2026), har Alhed Larsen og Mathias Møhl foræret to platter af Theodor Philipsen til museet. Begge platter har hængt i villaen i Johannes og Alhed Larsens levetid.


