Jubilæumskonkurrence
Jubilæumskonkurrence for alle fjerdeklasser i Nyborg og Kerteminde Kommuner.
I 2025 kan Nyborg fejrer 500 års jubilæum som residensstad. I den forbindelse udskriver Østfyns Museer en konkurrence for skoleklasser i Nyborg og Kerteminde Kommuner. Der er store pengepræmier på højkant til de tre bedst placerede – en pris fra Fonden for Fynske Bank Prisen givet til tidligere museumsdirektør Erland Porsmose.
Hvad handler konkurrencen om?
Østfyns Museer inviterer alle fjerdeklasser i Nyborg og Kerteminde Kommuner til at deltage i en kreativ udfordring. Klassen skal sammen lave et kunstværk, der fortæller historien om Nyborg som kongeby.
I middelalderen rejste kongen og hans hof rundt i hele det danske rige, og regerede landet fra udvalgte strategisk placerede borge og slotte. Men efterhånden som hoffet og administrationen blev et større og større følge, besluttede kongen og rigsrådet, at kongen skulle have et sted, hvor han opholdt sig mest. En residensstad – eller mere moderne betegnet en hovedstad. I maj 1525 faldt valget på Nyborg, som jo lå og ligger lige midt i riget.
Beslutningen fik vidtrækkende følger for Nyborg, der blev præget af kongens og hoffets nærvær. Den gamle middelalderborg blev renoveret og istandsat som palads – bl.a. med de ikoniske terningemønstre på væggene. Byen fik en ny stærk befæstning (og landport), ny turneringsplads og skibsbro samt en kongelig dyrehave. Alt sammen noget der kommer til udtryk i bybilledet den dag i dag.
En særlig støtte til konkurrencen
Konkurrencen er blevet muliggjort takket være en donation fra Erland Porsmose, tidligere direktør for Østfyns Museer, som har modtaget en pris fra Fonden for Fynske Bank og valgt at donere pengene til projektet.
Er det noget for jer?
Er du lærer og drømmer om at gøre noget særligt med din skoles fjerdeklasse? Synes du også, at kunst og historie er spændende, og at vores egn er fuld af skønne steder og inspirerende fortællinger? Så er Østfyns Museers konkurrence i anledning af fejringen af 500-året for Nyborg som residensby måske lige noget for dig og din klasse?
Sæt kryds i kalenderen, og lad kreativiteten blomstre! Skab noget særligt, der viser Nyborg som residensby – og vær med til at fejre 500 års kongelig historie.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte vores museumsinspektør Nicolai Knudsen på nin@ostfynsmuseer.dk
Vi glæder os til at se jeres fantastiske bidrag. Alle indsendte værker vil blive udstillet på Borgmestergården fra den 5. maj til den 19. oktober 2025, hvor vinderne afsløres på jubilæumsdagen.
Sådan deltager I
Klassen kan vælge at deltage i én af følgende tre kategorier:
1. Billedkunst
- Format: Maks. 60 x 110 cm.
- Valgfri teknik som collage, tegning, maleri eller linoleumstryk.
2. Skulptur
- Størrelse: Maks. 60 x 60 x 80 cm.
- Materialer: Valgfri, men værket skal være flytbart, tørt og stabilt.
3. Billedfrise
- Format: Hvert billede må maks. måle 25 x 25 cm.
- Materialer: Valgfri, men frisen skal kunne udstilles samlet.
Der er store belønninger på spil til klassekassen:
1. præmie: 25.000 kr.
2. præmie: 15.000 kr.
3. præmie: 10.000 kr.
Tidsplan
- 20. januar 2025: Undervisningsmateriale og inspiration offentliggøres på museets hjemmeside.
- 1. april 2025: Deadline for tilmelding. Send 3-5 fotos af værket samt en kort beskrivelse til nin@ostfynsmuseer.dk.
- 22. april 2025: Alle deltagende klasser modtager en invitation til prisoverrækkelsen.
- 5. maj 2025: Vinderne afsløres, og vi fejrer jubilæet i Nyborg sammen!