Sagnvæsenerne i fortidens skygger

Klumme til Kerteminde Ugeavis 6. november 2024 af museumsinspektør Ditte Larsen, Østfyns Museer.

I skyggerne kan man aldrig med sikkerhed vide. hvad der gemmer sig. I tidligere tider, hvor man ikke, som i dag, kunne google sig til de videnskabelige forklaringer, måtte man derfor ty til andre forklaringer på det uforklarlige. Af og til var svaret mystiske væsener.

Nu hvor mørket så småt begynder at sænke sig over det danske land, begynder vi igen at tænde lys. Der tændes lys over bordet, i køkkenet og i hjørnerne – ja, selv udenfor bliver der sat lys på træer og huse.

Lyset gør det nemmere at se, og det fortrænger skyggerne og mørket. De fleste af os er vokset op i en verden uden skygger. Selv hvis mørket sænker sig, kan vi altid jage skyggerne bort ved at trykke på en kontakt. Vi skal dog ikke mange år tilbage, før mørket og skyggerne var en del af hverdagen. Vores tip-oldeforældres flakkende tællelys kastede mange mystiske, forklarlige skygger og i mørket kunne man aldrig med sikkerhed vide, hvad – eller hvem – der var på spil.

Mystiske væsener var en del af hverdagen, og der findes beretninger om mange forskellige slags væsener i folkesagnene fra Kerteminde og omegn.

Et af områdets mystiske væsener var Fynshovedmanden, som huserede på Hindsholm; en mystisk rytter, der i juledagene jagede gennem området med sine tolv glammende spøgelseshunde. Folkesagnene er ikke enige om, hvorvidt Fynshovedmanden bliver straffet for en ond gerning, eller om han er en jagtglad herremand, som i overmod har valgt Hindsholm som sin evige jagtmark. Uanset hvad, så fandt han ikke ro i sin grav, men følger sin faste rute fra Hindsholm gennem Nordskov og Martofte.

Fynshovedmanden og hans hunde var ikke det eneste, man kunne støde på i skyggerne. I Rønninge fortaltes der om en gengangerkalv, i Stubberup var den lokale trold utilfreds med kirkeklokkens toner, og i Drigstrup huserede liglammet, som, hvis man mødte det, varslede død.

De mystiske væsener skjulte sig ofte i mørket, men selv i dagens klare lys, var man sig dem bevidst. Folkesagnene fortæller således ofte om de mystiske væsener, som beboede de mange høje på markerne. Vi ved i dag, at højene er begravelsespladser for vores fjerne forfædre, men tidligere må de ikke-naturskabte høje have været en kilde til forundring. Og her havde de nedarvede folkesagn heldigvis også svar.

”Peder Moses Høj”, i dag kendt som Mårhøj, var således bolig for dværge, mens der i Martofte Bakke boede bjergfolk. Det fortælles om disse bjergfolk, at de, når de holdt fest, rejste højen op på gloende pæle, og dansede rundt derinde. En dag var der efter sigende en pige på egnen som forsvandt, men ved juletid blev hun set, dansende rundt med bjergfolkene inde i højen.  

Julen spiller ofte en stor rolle i folkesagnene. Ved juletid var mørket tættest og i mørket huserede det onde og det ukendte. Det er derfor ikke kun Fynshovedmanden og bjergfolkene i Martofte, der er aktive i juledagene. Det samme gælder ifølge et andet folkesagn Kertemindes afdøde borgere.

Sagnet fortæller, at en kvinde i Kerteminde vågnede en julenat ved lyden af kirkeklokkerne, der ringede til gudstjeneste. Hun stod derfor op, klædte sig pænt på og drog til kirke. Da hun nåede frem, var kirken fuldt oplyst, og gudstjenesten var begyndt. Hun listede sig stille ind på en kirkebænk og satte sig. Mens hun kiggede sig omkring i kirken, kunne hun til sin skræk konstatere, at de omkringsiddende kirkegængerne var afdøde og for længst begravede naboer og bekendte. Da hun blev grebet af frygt, var der en, der hviskede til hende, at hun skulle lade et stykke af sit tøj hænge løst, og så ellers skynde sig at gå. Da kvinden rejste sig for at forlade kirken, blev der grebet efter hende, men da hun havde løsnet sin kåbe, var det kun den, som de fik døde fik fat i.

I vores oplyste hverdag er det de færreste, der tror på spøgelser, bjergfolk eller liglam, men prøv en dag at slukke lyset og lad mørket få lov til at vokse omkring dig. Mørket bringer os tættere på fortiden, og i skyggerne er det lettere at forstå, hvad der lå til grund for vores forfædres forestillingsverden.

Billede:
Det er tydeligt, at stenene på gravhøjene må være placeret med vilje, men hvis det ikke var mennesker der havde bygget dem, hvem har mon så? Måske de mystiske væsener i mørket Illustration: I. G. Burman Becker, 1857