YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Ny særudstilling: FARVESPIL – Fynbomalernes palet

Johannes Larsen Museet 17. juni – 24. september 2023

Faaborg Museum 18. juni – 10. december 2023

To udstillinger – to museer – en fælles farveglæde

Fynbomalerne tænkte bogstavelig talt i farver og var dybt optaget af dagens farve og dagens lys, det særlige nærværs oplevelse, der skulle gives videre i billedform. Lige så vigtigt var hjemmenes markante farver med vægge i kraftige blå, gule, grønne og røde nuancer. Fynbomalernes kunst er skabt til at indgå i farvedialog med de historiske omgivelser. I Kerteminde er det Alhed og Johannes Larsens kunstnerhjem, i Faaborg er det museumsbygningen, som kan opleves sammen med fynbomalernes farver.

Udstilling om Fynbomalernes Farveunivers

Med Farvespil. Fynbomalernes palet er Faaborg Museum og Johannes Larsen Museet gået sammen om et fælles mål: At kaste nyt lys over såvel velkendte som mindre kendte værker på tværs af museernes samlinger med udgangspunkt i farven og derigennem belyse malernes palet.

Man kan opleve værker af kunstnerparrene Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg, samt Peter Hansen, Jens Birkholm, Christine Swane og en række andre malere med tilknytning til kunstnergruppen. Fynbomalernes hovedmuseer i Faaborg og Kerteminde benytter projektets udveksling af værker til to kunsthistoriske lystvandringer og undersøgelser.

Nyt blik på farverne – nye perspektiver for museerne og publikum

Disse kunstneres farver har ikke tidligere været genstand for særskilt opmærksomhed, og udstillingerne inviterer på en perspektivrig, uhøjtidelig og intuitiv indgang til deres kunst baseret på de særlige farveforståelser og maleriske virkemidler, som optræder i deres værker.

Der er altså tale om et projekt, der rummer afsæt for megen ny indsigt og forsknings- og formidlingsfelter, der på sigt kan styrke og videreudvikle publikumsinteressen for Fynbomalerne på de fynske museer.

Fynbomalerens værker er på udstillingerne struktureret i farvekategorier som blå, blå-okker, gul-gylden, rød, grøn, hvid, komplementærfarver mv. På udstillingen vises oliemalerier, enkelte pasteller samt akvareller. Dertil kommer klangbunden med de stedbundne kvaliteter og farver fra kunstnerhjemmet og museumsbygningen og samt Johannes Larsens vægudsmykninger begge steder.

I udstillingen i kan publikum gå på opdagelse og bidrage til formidlingen gennem spørgsmål og detaljejagt: Måske kan fynbomalernes kunst og farvesætning inspirere til nye, hjemlige farvespil?

Fritz Syberg: Blomstrende fingerbøl og pige (Rabbe). 1921. Olie på lærred. 75 x 99 cm. Johannes Larsen Museet. Foto: Ole Friis.
Fritz Syberg: Blomstrende fingerbøl og pige (Rabbe). 1921. Olie på lærred. 75 x 99 cm. Johannes Larsen Museet. Foto: Ole Friis.

Udstillingskatalog om fynbomalernes farver, fynske kunstneres historie, værker og motivverden

Udstillingen ledsages af en fælles publikation, der giver gæster både informativ og kreativ indføring i fynbomalernes farver, lys og udtryksformer. Begge steder vil være rundvisninger mv. Sommerværksteder på Johannes Larsen Museet vil give gæsterne mulighed for at fordybe sig i farvelæren eller prøve kræfter med farvens udtrykskraft i forskellige sammenhænge.

Der er således lagt op til en levende og kreativ tilgang, der samtidig har til hensigt at inspirere og aktivere gæster i forskellige aldre og målgrupper til at få mere udbytte af mødet med de fynske kunstneres historie, værker og motivverden.

Tak

De to museer retter en varm tak til projektets mange samarbejdspartnere, herunder især de støttende fonde:

Albani Fonden
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Den Faberske Fond
Ingeniør N.M. Knudsens Fond
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Toyota-Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Udstillingsdesign: Anne Schettler

Grafisk tilrettelæggelse: Jakob Helmer

Katalogredaktion: Sofie Olesdatter Bastiansen (FM)

Arbejdsgruppe og kuratering: Eva Frellesvig, Sofie Olesdatter Bastiansen (FM) og Jeppe Priess Gersbøll (JLM)

Nyerhvervet værk i særudstillingen Fritz Syberg. Livet vil!

Nyerhvervet værk i særudstillingen Fritz Syberg. Livet vil!

Den nyåbnede særudstilling Fritz Syberg. Livet vil! på Johannes Larsen Museet har netop fået et vigtigt nyt værk. Maleriet Udsigt fra Pilegården. Kerteminde fra 1933 er blevet erhvervet til museet med støtte fra Amanda Fonden og indgår nu som en væsentlig del af...

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Østfyns Museer

Du er hermed tilmeldt!