Plast i tankerne, kroppen og samlingen

Klumme af museumsinspektør Niels Porsmose, Østfyns Museer, til Kerteminde Ugeavis.

Når tankerne ikke lige falder på de kolossale flydende øer af plast i verdenshavene, eller trælse plastlåg på sodavandsflaskerne, fylder betydningen af det epokegørende materiale i manges bevidsthed overraskende lidt. Plast er såvel overset og undervurderet, som uundgåeligt og allestedsværende i det moderne samfund.

Nyere forskning viser, at mennesket ikke alene er omgivet af plast, men også indeholder plast i form af mikro- og nanoplast. Det sker samtidigt med, at produktionen af ny plast på verdensplan stiger drastisk år efter år med øget plastforurening og CO2-udledning til følge. Ikke overraskende er der fornyet fokus på genbrug og forskning i nye og bedre former for plast, samt andre alternativer til gavn for klimaet, kloden og os alle sammen. For plast er ikke bare plast, hvilket forskningen og udviklingen gennem de godt sidste 150 år også viser. 

Vi lever i plastalderen

Til lyden af hestevrinsk og hestevognenes kørende hjul åbnede verdensudstillingen i London i 1862, hvor verden for første gang blev introduceret for det syntetiske plast kaldet ”parkesine”. Lige siden har udviklingen af nye plasttyper haft en stadigt stigende betydning for fremkomsten og udbredelsen af nye produktioner, og dermed for samfundsudviklingen og vores fælles kulturarv. Visse af de ældre plasttyper er i dag meget problematiske, når de skal bevares og opbevares på vores museer.

Med cellulosenitrat blev det i anden halvdel af 1800-tallet ikke alene muligt at efterligne eftertragtede luksusvarer, som skildpaddeskjold og elfenben, men snart kunne et stadigt større publikum besøge fremmede steder i biografsalens mørke. Samtidigt blev det for flere og flere muligt at blive foreviget af fotografen, som gik fra at anvende glasplader til cellulosenitrat. Senere blev materialet erstattet af celluloseacetat – også kaldet Safety Film – da den til forskel fra forgængeren ikke kan forårsage eksplosionslignende brande. I dag medfører den nye plasttype andre bevaringsmæssige udfordringer, da den under nedbrydning afgiver gasser, som ’smitter’ ellers ’raske’ negativer. Fænomenet er opkaldt efter den lugt, gasserne mest minder om, eddikesyndromet.

Plast giver udfordringer på museerne

Siden 1862 er der kommet et væld af plasttyper til, men i bevaringssammenhæng er cellulosenitrat og pvc de vigtigste at have styr på, da de under nedbrydning også kan forårsage skader på andre museumsgenstande.

I samarbejde med flere fynske museer og Bevaringscenter Fyn har Østfyns Museer netop fået tilsagn om økonomisk støtte til et stort projekt, hvor hundredvis af museumsgenstande skal undersøges med en special håndholdt skanner, som med sikkerhed kan afgøre, hvilke materiale museumsgenstandene består af til gavn og glæde for bevaringsindsatsen af vores allesammens kulturarv.

Det er vigtigt at vide, hvilken type plastic en genstand er lavet af. Ellers kan man ikke give genstanden de rigtige bevaringsforhold, og så risikerer man, at plasticen går til eller beskadiger andre genstande. Her bruger en konservator et såkaldt FTIR-apparat til at afgøre, hvilken plast dukker er lavet af. Foto: Bevaringscenter Fyn.