YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Østfyns Museer modtager historisk vogn i gave

Fremover vil en flot middelalderlig fruervogn have hjemme på Østfyn.

Under Danehof i 2022 blev den kongelige familie kørt rundt i Nyborg i en fruervogn, som festivalen havde lånt af det Slesvigske Vognmuseum. I år vil fruervognen atter være til stede i byen og transportere Margrete 1. og hendes søn Oluf fra havn til torvet fredag – og tilbage igen søndag. Men denne gang er vognen ikke til låns. Det Slesvigske Vognmuseum har nemlig grundet lukning foræret den flotte historiske vogn til Østfyns Museer.

Udgravningsfund bag rekonstruktionen

Fruervognen er en rekonstruktion af en rejsevogn fra middelalderen (omkring 1350), og sådan en rejsevogn blev brugt, når kongelige og adelige skulle ud på rejser gennem riget. Tegningerne til vognen er lavet ud fra udgravningsfund ved Boringholm 1905 tæt ved Horsens. Vognen er bygget på Slesvigske Vognsamling ved Haderslev af særdeles dygtige frivillige på bevaringsværkstedet under vejledning af museumskonsulent og forfatter, dr. phil. Per Ole Schovsbo, der har stor erfaring med rekonstruktion af vogne fra fortiden.

Selve vognen er bygget af eg, ask og nav af rødel, og bortset fra to bolte af jern, er vognen udelukkende lavet af træ. Vognen har ingen buk til kusken, og man sad på bunden af vognkassen under transporten. Der er dog lavet en smuk stol til vognen, som regenten vil kunne sidde i under Danehof.

Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot og Østfyns Museers kulturhistoriske afdeling, glæder sig over den flotte donation:

”Det er naturligvis meget ærgerligt, at Det Slesvigske Vognmuseum må lukke, men på Østfyns Museer er vi rigtig glade for den flotte fruervogn, som passer godt ind i formidlingen af middelalderens rejsekongedømme og Danehoffet i Nyborg. Vi har stor respekt for det kæmpestore og meget kompetente frivillige arbejde, der ligger bag rekonstruktionen af fruervognen.”

Bent Vedsted Rønne, Chef for Historie Haderslev og Michael Starman, samlingsmedarbejder, tager her afsked med den flotte fruervogn, der er bygget af frivillige på bevaringsværkstedet under Historie Haderslev. Foto: Østfyns Museer

Fruervognen til Danehof

Når fruervognen kommer til at køre i Nyborg, indgår der også lokale frivillige kræfter. Kalechen bliver nemlig prydet med flotte bannere kreeret af Nyborg Slots Dragtlaug i uld og hør med de tre løver fra rigsvåbenet.

Turisme-og oplevelseschef Sanne Hoffensetz Andresen glæder sig til at se fruervognen i optoget under årets Danehof i Nyborg:

”Det flotte historiske optog er en meget vigtig del af Danehof og for festivalens autentiske middelalderstemning. Og det er netop den, vores gæster gerne vil opleve. Derfor glæder vi os til at se Margrete 1. og Oluf i den flotte fruervogn forrest i det historiske optog, når det bevæger sig igennem den smukt pyntede kongeby.”

Set på TV

Den rekonstruerede fruervogn er så vidt vides den eneste af sin slags i Danmark, og derfor har den selvfølgelig også været brugt til andre ting end Danehof. Den indgår blandt andet i DRs store historiske serie Historien om Danmark fortalt af Lars Mikkelsen, og her bliver den netop også brugt som rejsevogn for skuespilleren, der spiller Margrete 1. En fin lille sløjfe til årets Danehof i Nyborg, hvor den udvalgte regent er Margrete 1. og hendes søn Oluf.

Nu hvor vognen er blevet foræret til Østfyns Museer, vil den indgå i museets samling af rekvisitter og naturligvis komme ud at køre, når der er middelalderfestival i byen.

Se fruervognen i Historien om Danmark: Sen middelalder (episode 5)

Alt om Danehof i Nyborg

Facts om Danehof

  • At holde Danehof i Nyborg bygger på en 800 år gammel tradition. Fra midten af 1200-tallet mødtes det danske parlament på Nyborg Slot til det, der fra 1300-tallet blev kaldt “Danehof”.
  • Første Danehoffestival i moderne tid var i 2010.
  • Hvert år vælges en konge eller dronning fra kongerækken til at være den gennemgående figur i fortællingen/repræsentere festivalen. I år er det Margrete 1. og hendes søn Oluf.
  • I 2019 kom den udvalgte regent for første gang sejlende til Nyborg for at markere åbningen af festivalen. Når Danehof slutter søndag eftermiddag, sejler regenten videre igen.
  • Et centralt indslag er det store optog gennem byen hvor aktører til hest og bens i flotte middelalderdragter for alvor sætter gang i middelalderstemningen.
  • Det samlede antal aktører ligger på ca. 275-280 historiske underholdere, bodholdere og aktører.
  • Det er gratis at komme til Danehof, men man kan altid betale vælge at betale markedsskat og dermed støtte festivalen.
  • Højdepunktet er de flotte ridderturneringer på Torvet. De bliver afholdt lige der, hvor Christian 3. i sin tid anlagde sin kongelige turneringsplads.
  • I 2023 bliver Danehof bliver en demensvenlig kulturfestival.
  • Danehof sker i samarbejde mellem Nyborg Kommune, Visit Nyborg og Østfyns Museer

Flere nyheder fra Østfyns Museer

Nisser – som vore forfædre kendte dem

Nisser – som vore forfædre kendte dem

På en solbeskinnet sommerdag virker fortidens forestillinger om en hverdag befolket med bjergfolk, ellefolk og nisser uforståelige. Men mon ikke den kommende vinters mørke kan bringe forståelsen tættere på.

Kunsten at høre kunsten

Kunsten at høre kunsten

Hvornår lagde du sidst mærke til lyden, da du sidst besøgte et historisk hus? Og hvordan kan lyd forstærke vores oplevelse af kunstnerhjemmet, og i dette tilfælde kunstnernes atelierer, deres værksteder?

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Østfyns Museer

Du er hermed tilmeldt!