Sommerbussen har allerede været på vejene siden uge 28, og du kan stadig benytte den gratis frem til og med 7. august 2026. Bussen kører alle hverdage fire gange dagligt i begge retninger mellem Kerteminde og Fyns Hoved. Undervejs stopper den blandt andet ved...

Nyt nummer af Cartha på gaden
Et sikkert tegn på forårets komme er udgivelsen af museets årsskrift Cartha. Den nyeste udgave, der er nummer 43 i rækken, indeholder seks artikler.
Den første er en fortsættelse af den ”føljeton”, der indledtes sidst år, hvor to tidligere borgmestre i Kerteminde og Munkebo kommuner fortalte om deres borgmestertid. I år er det Else Møller, der beretter om sin karriere fra bondekone til borgmester. Med 36 år i Kerteminde Byråd er Else Møller den politiker, der uden sammenligning har haft den længste funktionstid.
Med den næste artikel er vi tilbage i den anden enden af historien. Malene Beck giver en oversigt over en af de største udgravningskampagner, museet har været involveret i. Baltic Pipe forbinder de norske, danske og polske gassystemer med en 900 km lang ledning, hvoraf en lille del passerer det østfynske område. Det gav anledning til en række arkæologiske undersøgelser, der bragte spændende fund i sit kølvand.

Preben Knudsen beretter om et utraditionelt venskab mellem lensbaron Juel Brockdorff på Scheelenborg og kunstmaleren Theodor Philipsen. For kunstmaleren indebar det mange ophold på baronens enemærker, hvor nogle af hans mest epokegørende værker blev til.
Kerteminde har nogle af landets ældste tingbøger, og de indeholder en mængde gode historier. Rasmus Falberg har fremdraget en række af de dramatiske episoder, der udspillede sig på byens skænkestuer i 1500- og 1600-tallet.
Museumsforeningens tidligere formand, Jørn Tvedskov, beretter i en erindringsartikel om sin opvækst i Kerteminde under besættelsen og i efterkrigstiden, og artikelrækken afsluttes med mindeord over maleren, grafikeren og keramikeren Ida Holm Mortensen, der på mange måder stod museet nær.
Derudover kan man læse en beretning om de mange aktiviteter i museets afdelinger i det forløbne år.
Årsskriftet bliver præsenteret torsdag den 16. maj kl. 15.30 på Johannes Larsen Museet. Her vil Else Møller fortælle om vejen fra bondekone til borgmester.
Cartha bliver uddelt til de 3000 medlemmer af Kerteminde Museumsforening. Desuden kan årbogen købes for 100 kr. i løssalg i museets butikker.
Billedtekst: Englænderne modtages på torvet i Kerteminde i maj 1945. Fra Jørn Tvedskovs artikel ”Barndom i 1940’ernes Kerteminde”. Foto: Kerteminde Byhistoriske Arkiv.
Læs flere nyheder fra Østfyns Museer:
Farverigt, festligt og fuldstændig forrygende – Danehof 2026 er slut for i år
Danehof i Nyborg er slut for denne gang. Det har været en fantastisk weekend med masser af oplevelser og helt unik middelalderstemning.
H.M. Dronning Margrethe på Nyborg Slot
I dag besøgte H.M. Dronning Margrethe Nyborg Slot i sin egenskab som protektor for ”Nyborg Slot – middelalderens Christiansborg”


