Nisser – som vore forfædre kendte dem

Klumme til Lokalavisen Nyborg 4. december 2024 af Museumsinspektør Ditte Larsen, Østfyns Museer.

På en solbeskinnet sommerdag virker fortidens forestillinger om en hverdag befolket med bjergfolk, ellefolk og nisser uforståelige. Men mon ikke den kommende vinters mørke kan bringe forståelsen tættere på.

Nu hvor dagene for alvor er blevet kortere, og mørket har sænket sig, så bringer netop mørket og de dybe skygger os en smule tættere på den forestillingsverden, som man tidligere levede i. En verden, hvor mystiske væsener spillede en stor rolle – blandt andet nisserne. Vore dages små søde nisser med rødt tøj, æblekinder og hvidt skæg har dog meget lidt tilfælles med de nisser, som var en del af vore forfædres forestillingsverden.

Vi kender en smule til de østfynske nisser fra de bevarede folkesagn. Her fortælles der blandt andet om nisserne Gregers og Bærtel.

Nisserne i skyggerne
Nissen Gregers var efter sigende bosiddende i en gård i Skellerup. Han var, som alle andre gode gårdnisser, meget beskyttende overfor sin gård, så længe beboerne respekterede ham. Gregers var ikke så glad for lys, og for at tage hensyn til det, havde bonden besluttet, at folkene kun måtte arbejde i stalden om dagen. Derved kunne nissen have fred efter mørkets frembrud.

En dag var der dog en af drengene på gården, som var kommet for sent i gang med at kaste hø ned til hestene. Drengen kravlede derfor op på loftet efter mørkets frembrud.

Da han gik ud på det mørke loft, så han et par gloende øjne i mørket. Med tanke på at det nok var gårdkatten, der havde skræmt ham, smed drengen en klump ler efter skikkelsen. Det skulle han dog ikke have gjort, for straks blev han kastet flere meter hen ad loftet og ned gennem høhullet. Derefter glemte drengen aldrig at kaste hø ned om dagen.

Gregers var ikke ene om at blive hidsig. Nisserne havde generelt ry for at være en velsignelse for gården, men det krævede til gengæld, at de blev behandlet med respekt, for ellers tog de hævn. Det gjaldt blandt andet i Flødstrup, hvor en af gårdene skulle skifte ejer. Da den nye ejer var ved at flytte ind, mødte han gårdnissen, som tilbød sin tjeneste. Hertil svarede bonden barskt, at han ikke havde behov for hjælp. Afvisningen fik nissen til at pakke sine sager og flytte – og gården mistede derved sin lykke.

En hjælpende hånd
At have en nisse boende på sin gård kunne nemlig være en stor lykke. Ikke nok med at nisserne sørgede for at tage sig godt at dyrene, de gik ofte også den ekstra mil for at sikre, at der var foder nok – uanset gårdens størrelse. En af dem som havde en mindre gård, var gårdmanden Bendix i Korkendrup. Gårdens ringe udbytte gjorde, at det af og til kneb med at have foder nok til gårdens dyr.

Det problem klarede nissen på Bendix gård imidlertid. Nissen drog nemlig til den nærliggende herregård Juelsberg og stjal hø. En nat blev Bendix” nisse dog opdaget af Juelsbergs nisse Bærtel, og de to nisser kom op og slås. Nisser er meget stærke, og kampen var hård, men det blev Korkendrupnissen, som løb af med sejren. Han vendte derfor hjem til Bendix og bad ham spænde hestene for og køre ud og hente en lille tot hø, som nissen havde tabt i kampen. Bendix kørte så afsted og kom hjem med en ordentlig vognfuld.

Det var ikke ualmindeligt, at de ærekære og hidsige nisser kom op at toppes med hinanden. Det fortælles således om en lavning ved Langæble, at to nisser, der havde stjålet hø fra hinandens gårde, kom op at slås i en sådan grad, at de til sidst sank ned i hullet og forsvandt.

Lys i mørket
Det var dog ikke alle nisserne, der nøjedes med at skændes med mennesker og andre nisser – Gårdmanden Glej fra Ørbæk havde sågar en nisse, der diskuterede med månen. Det fortælles, at Glejs nisse en aften havde sat sig på hegnet ved landevejen for at stoppe sine strømper i månelysets skær. Når der kom en sky for månen, sagde nissen: “Lys Højt!” Men når månen lyste for kraftigt, så vrissede han: “Lys Lavt!”
Han ønskede nemlig ikke, at folk skulle kunne se ham i det klare månelys.

Han blev imidlertidig set af en af byens karle, som var på vej hjem fra tærskning på Ørbæklunde. Da karlen gik forbi ham, gav han nissen et dask over nakken. Det fik nissen til at kigge undrende op på månen og sige: “Lys, ligesom du vil.”

Gårdnisserne var, sammen med ellefolkene, troldene, bjergfolkene, varulvene og marerne, mulige forklaringer på det uforklarlige i en hverdag, før alle spørgsmål kunne afgøres med videnskab eller en googlesøgning. I dag er mange af de gamle historier gået i glemmebogen, men mindet om de gamle gårdnisser lever stadig videre i vores dages julenisser. Dog i en noget mere hjertevarm og hyggelig version.

Billede: Nisserne gik til hånde med mange opgaver på gårdene, hvor især dyrene havde deres interesse. Her: Nisse, der skærer en pen af Johan Thomas Lundbye, 1847. Statens Museum for Kunst