Lige nu kan man læse en ny artikel i Hjemmet om en af vores frivillige, Hanne Haugaard Sørensen. Artiklen sætter fokus på hendes engagement og fortæller historien om, hvordan hun som tidligere stewardesse vendte hjem til Kerteminde og blev en del af museet....

Med ét blev historien i Revninge 5.000 år ældre
Klumme til Kerteminde Ugeavis af Ditte Nørgaard Madsbøll, arkæolog på Østfyns Museer.
Cykelstier er normalt noget der bringer os fra et sted til et andet sådan helt geografisk. Men den nye cykelsti mellem Revninge og Flødstrup har også givet mulighed for at rejse i tid. Faktisk kom arkæolog Ditte Nørgaard Madsbøll 5.000 år længere tilbage i tiden, end hun havde regnet med.
I 2024 skulle der bygges en ny cykelsti mellem Revninge og Flødstrup. Før den kunne bygges skulle der graves, og når der skal graves kommer arkæologerne ud og kigger. Derfor sendte Østfyns Museer en arkæolog ud for at overvåge projektet og undersøge løbende, hvis der skulle dukke noget op. Det var mig, der fik fornøjelsen.
På langt det meste af stykket var der meget langt mellem de interessante elementer set med de arkæologiske briller. Det var mest nogle spredte jordovne, de såkaldte kogestensgruber, og det meste af strækningen var forstyrret af diverse kabler, der løb langs vejen.
I Revninge vælter fortiden op af jorden
Dette ændrede sig imidlertid, da maskinerne gik i gang i den middelalderlige landsby Revninge, et stenkast fra den middelalderlige kirke. Her væltede det pludselig op med spor efter fortiden. Det drejede sig om en masse stolpehuller, som har været fundament til huse, samt såkaldte gruber, som er en fællesbetegnelse for huller i jorden, der ikke er stolpehuller. I alt blev det til grundplaner for fem bygninger, som ud fra deres udformning tolkes til at være fra den tidlige middelalder. Det drejer sig om to beboelseshuse, to stald- eller ladebygninger og en lille bygning, i stil med et skur.
Det formodes at være spor efter det ældste Revninge, og de er således ligeså gamle som Revninge Kirke.

Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.
Bonus fra bondestenalderen
Efter udgravningen var overstået, og cykelstien var bygget, skulle man tro, det var forbi med de arkæologiske opdagelser. Det var imidlertid ikke tilfældet. Der var under udgravningen fundet nogle keramikskår i en grube, som i første omgang var blevet tolket til jernalder (500 f.Kr-1066 e.Kr). Men efter det kom ind og blev vasket, stod det pludselig klart, at der var tale om et tragtbæger fra den såkaldte tragtbægerkultur (3950-2800 f.Kr) i bondestenalderen.
Det hører bestemt til sjældenhederne, at man finder keramik, der er så gammelt. Der blev ikke fundet andet i området, der kan føres så langt tilbage, og der er ingen tegn på bebyggelse i tiden mellem bondestenalderen og middelalderen. Så selvom der har været et stenaldermenneske, der har smidt et kar i et hul lige netop der, har det ikke som sådan noget med det nuværende Revninge at gøre.
Næste gang du cykler på den fine nye cykelsti mellem Revninge og Flødstrup og drejer i svinget ved Revninge Kirke, så husk på, at nok er kirken næsten 1.000 år gammel. Men for yderligere 5.000 år siden var her også mennesker! For mig giver sådan en viden perspektiv på hverdagen og nutiden.
Billede øverst:
Ved registreringen af skårene opdagede Ditte Nørgaard Madsbøll de karakteristiske ornamentik på skårene. Med dem kunne skårene dateres til tragtbægerkulturen, som fandtes i 3950-2800 f.Kr. Skår fundet under ny cykelsti Revninge. Foto: Ditte Nørgaard Madsbøll, Østfyns Museer.
Mange kreative bud på Nyborgs kongelige historie
Jubilæumskonkurrencen er nu afsluttet, men det varer lidt, inden spændingen kan udløses. Juryen skal nu votere og finde de tre vindere, som bliver udråbt ved et festligt arrangement den 10. juni. I 2025 kan Nyborg fejre 500-års jubilæum som residensstad, og i den...
Nostalgisk tidsrejse for borgere med demens
Med udgangspunkt i Almas Hus i Ørbæk tilbyder Østfyns Museer oplevelser for demente og deres pårørende under demensugen 2025. Som noget helt særligt inviteres der i samarbejde med Danmarks Jernbanemuseum på en historisk busrejse i lokalområdet med veteranbus.