YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Klumme. Buster fra Langeskov rejser verden rundt

Klumme til Kerteminde Ugeavis skrevet af Museumsinspektør Troels Malthe Borch.

Lokal historie er mange ting.

Det er dog sjældent, at lokalhistorie når verden rundt – og helt til Hollywood. Men det gør de historier, som Østfyns Museer og lokalarkiverne i Kerteminde Kommune snart kan præsentere på årets sommerudstilling på Toldboden. Her handler det nemlig om, hvordan gode ideer er blevet til produkter, som er produceret på Kerteminde-egnen og sendt ud i den store verden. Det er kort sagt en udstilling om lokal erhvervshistorie. Og den er fuld af både kreativitet, iværksætteri og eksport.

En af de udvalgte fortællinger handler om, hvordan en hund med dårlige ører skulle ende med at blive til et erhvervseventyr, som i 2023 kunne fejre, at det efter 50 år fortsat er en god forretning med store markedsandele i hele verden.

Siden midten af det 20. århundrede er antallet af kæledyr i verden steget markant. I Danmark tæller hver femte familie også en hund, og i Danmark findes der over 800.000 hunde i danske familier.

I stigende grad bruger kæledyrsejere i hele verden flere og flere penge på deres kæledyr. Også på omkostningsfulde operationer. Når en hund – eller et andet kæledyr – er blevet opereret, må den ikke kradse, gnave eller slikke i sit sår eller sin forbinding. Hundekraven ”Buster” blev opfundet for at undgå dette.

Den danske designer og opfinder Peter Marschall havde i starten af 1970″erne en hund med dårlige ører. Hunden måtte ikke genere ørerne med poterne. Derfor lavede Peter Marschall en krave til sin hund. Hans dyrlæge var begejstret for hundekraven.

Dengang skar man nemlig ofte bare bunden af en plasticspand, som hunden så fik om halsen. Peter Marschalls krave var langt bedre. Peter Marschall begyndte at producere sine hundekraver derhjemme og rejste rundt til dyrlæger for at sælge dem. Han fandt snart ud af, at det med salg og produktion kunne andre gøre langt bedre end ham. Derfor kontaktede han den østfynske erhvervsmand Peer Kruuse.

Efter et års produktudvikling var den endelige udgave af hundekraven klar til at komme med på landbrugsudstilling i Paris. På den tyske motorvej på vej til Frankrig købte Peter Marschall en tøjhund, som fik en hundekrave om halsen. Så kunne udstillingens gæster bedre forstå opfindelsen. Tøjhunden blev døbt Buster, og siden er hundekraverne fra Kruuse A/S solgt under navnet Buster. I dag bliver de eksporteret til 200 lande over hele verden, men ikke desto mindre bliver kraverne fortsat produceret på et lille fabriksanlæg i Langeskov.

Selvom den relativt simple hundekrave let kan kopieres – og bliver det i stort omfang – vælger dyrlæger i hele verden fortsat produktet fra Langeskov. Måske fordi der står Made in Denmark på pakkerne. Ude i verden forbinder man Danmark med kvalitet, og af samme grund har Kruuse A/S beholdt produktionen af hundekraverne i herhjemme. For så kan der fortsat stå ”Made in Denmark på pakkerne. I 2010 kom hundekraven helt til Hollywood, hvor den kom på plakaten for filmen Due Date med Oscar-vinderen Robert Downey Jr. i hovedrollen.

Den 7. juni åbner udstillingen Made in Kerteminde og omegn på Toldboden i Kerteminde. Her kan man blandt andet selv prøve at tage en hundekrave på – eller evt. bare sætte hundekraven på et tøjdyr. Desuden kan man fordybe sig i seks andre spændende nordøstfynske erhvervseventyr. Udstillingen er tilrettelagt, så også børn kan få fornøjelse af at komme med.

Foto: Et produkt fra Langeskov kom i 2010 på plakaten for en Hollywood-film med Oscar-stjernen Robert Downey Jr. i hovedrollen.

kinopoisk.ru
Anlægslov for Nyborg Slot

Anlægslov for Nyborg Slot

Lovforslaget skal sikre retsgrundlaget for at gennemføre projektet vedrørende fortidsmindet Nyborg Slot på Slotsholmen i Nyborg. Et stort byggeprojekt der har været på tegnebrættet i mange år.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Østfyns Museer

Du er hermed tilmeldt!