I dag forbinder mange julekalenderne med de kendte TV-julekalendere. Men længe før julekalenderne blev en social begivenhed, der samlede familien hver aften, kunne man købe de mest fantastiske julekalendere i pap. Nogle af dem var et helt samle-selv-projekt i sig selv.

Johannes Larsen Museet løfter besøgsoplevelsen med nye faciliteter
Nye toiletfaciliteter i den gamle garage giver bedre forhold for gæsterne på Johannes Larsen Museet, og i næste etape udvides også billetsalg og museumsbutik. Projektet er støttet af EH Invest af 2014.
I starten af det nye år bliver der igen bygget på Johannes Larsen Museet. Den gamle garage (bag hønsehuset) skal nemlig laves om til toiletter, så der blandt andet er et handicaptoilet helt tæt ved indgangen. Projektet ligger i naturlig forlængelse af det tilgængelighedsprojekt, der blev etableret i 2024, og som bl.a. omfattede etablering af nye stier.
”De eksisterende toiletfaciliteter ved indgangen er meget nedslidte, og vi har længe haft et ønske om at kunne tilbyde museets gæster nogle bedre forhold, når de ankommer. Desuden er det tiltrængt med et større lokale til butikken, hvor det i højsæsonen ofte er meget trangt, så en udvidelse af billetsalg og butik vil helt klart være med til at gøre gæsteoplevelsen bedre. En meget stor tak til EH Invest af 2014 for den generøse støtte til byggeriet,” siger Mette Ladegaard Thøgersen, direktør for Østfyns Museer.
Byggeri udføres i lavsæsonen
Byggeprojektet realiseres i to etaper og vil foregå i museets lavsæson både primo 2026 og igen i vinterhalvåret 2026-27. Fra januar og frem til april etableres de nye servicefaciliteter i garagen. I november og frem til marts 2027 er det så butikken, der udvides og bygges om, når arealet fra de gamle toiletter inddrages.
Garagen vil ikke ændre udseende, og vil stadig stå som den velkendte bygning i mørkebrunt træ, der hænger fint sammen med det mørke træhegn og hønsehuset bag gæstebygningen.
Lokale arkitekter bag tegninger
Det er det lokale arkitektfirma, Vaag Arkitekter, der har tegnet projektet. Vaag Arkitekter var også med til udvidelsen af Kaffehuset i 2017-18 sammen med arkitekt Poul Ingemann. Arkitekterne har gjort sig umage for at forene funktionalitet med husets historiske udtryk, og det samlede udtryk er ligeledes inspireret af den vellykkede tilbygning til Kaffehuset.
Johannes Larsen Museet holder åbent i forbindelse med byggeprojekterne. Der vil være et stort fokus på, at både museets naboer og gæster generes mindst muligt under byggearbejdet.
Ombygningen af garage af butik er støttet af EH Invest af 2014.

Billede: Skitse af projektet. Vaag Arkitekter.
Philipsenplatter vender hjem til Johannes Larsen Museet
I anledning af Johannes Larsen Museets 40 års jubilæum (29. juni 2026), har Alhed Larsen og Mathias Møhl foræret to platter af Theodor Philipsen til museet. Begge platter har hængt i villaen i Johannes og Alhed Larsens levetid.
Kendte og kreative kræfter skaber årets jule- og festborde på Johannes Larsen Museet
Hvert år i december forvandles Samlingen på Johannes Larsen Museet til et fortryllende møde mellem kunst, håndværk og hverdagsglæde. Udstillingen Jule- og festborde er blevet en tradition, som mange gæster ser frem til – en udstilling, der forener tradition og nytænkning i smukke bordfortællinger.


