Klumme af museumsinspektør Troels Malthe Borch til Lokalavisen Nyborg, november 2024.
Historie fortalt af ildsjælene
Dette efterår blændes der op for såvel kvindehistorie, kildenær Danehof-granskning og lokal møllefortælling, når museets fyraftensforedrag i Nyborg løber af stablen.
Traditionen tro byder Østfyns Museer også dette efterår på en foredragsrække, hvor museets inspektører og andre tilknyttede til museet fortæller om de historiske emner, som de aktuelt arbejder med.
Fyr og flamme for historien
Betegnelsen ”fyraftensforedrag” går ikke kun på tidspunktet for afviklingen. Det skal forstås også i overført betydning – både som fyrtårn og som brændende ild. Hvert foredrag kaster nemlig lys og klarhed over historien, så den ikke fortaber sig i det dunkle, og emnerne er udvalgt, fordi de alle er noget, som de skiftende foredragsholdere brænder for.
Fra vold til viden
Rasmus Falsberg har i det forgangne år været tilknyttet museet i forbindelse med arbejdet på sit speciale i historie på SDU. Han har nemlig haft en særlig interesse i Kertemindes bevarede tingbøger fra 15- og 1600-tallet. Gennem tingbøgernes sager om vold har han kunne få et unikt indblik i kønsroller og kvindernes position i renæssancens samfund, og han glæder sig til at dele sine resultater i et spændende foredrag.
Bjarne Porsmose, der er cand.mag. i historie, har udnyttet sit nylige otium til at dykke ned i de skriftlige kilder til Danehoffets historie. Altså de kilder, der er nedskrevet dengang, hvor Danehofferne faktisk foregik. Det er blevet til bogen ’Danehoffet i samtidens kilder’, og til foredraget vil Bjarne fortælle om arbejdet med kilderne og om, hvad de kan fortælle os om middelalderens danehoffer.
Kærlighed og katastrofer
Museumsinspektør Sigrid Lundblad kunne i juni åbne en udstilling om lokal møllehistorie på Toldboden i Kerteminde, og til fyraftensforedraget i november vil hun dele ud af nogle af de mange gode historier om østfynske møller, som hun har fundet i sin research i samarbejde med de lokalhistoriske arkiver. Møllehistorien er nemlig fuld af håb, visioner, katastrofer, bedrag og kærlighed – og så spejler det samtidig den store historie om udviklingen fra stenalder til industrisamfund.
Hvert foredrag varer en time og finder sted første onsdag i måneden kl. 17 på Tinghuset i Nyborg (Stendamsgade 9). Der er fyraftensforedrag i september, oktober og november. Medlemmer af Nyborg Museumsforening har fri entré til foredragene, mens billetprisen er 50 kr. for andre. Der er begrænset antal pladser, så det er nødvendigt at tilmelde sig på forhånd, hvad enten man skal betale eller ej.
Find mere info om foredragene og tilmeld dig her:
Kvinder sat for domstolen
Foredrag ved cand.mag. Rasmus Falsberg
Tinghuset, 6. september kl. 17-18
Danehoffet i samtidens kilder
Foredrag ved cand.mag. Bjarne Porsmose
Tinghuset, 4. oktober kl. 17-18
Da vindmøllerne forandrede verden
Foredrag ved museumsinspektør Sigrid Lundblad
Tinghuset, 1. november kl. 17-18
Flere nyheder fra Nyborg Slot og Borgmestergården:
Nyerhvervet værk i særudstillingen Fritz Syberg. Livet vil!
Den nyåbnede særudstilling Fritz Syberg. Livet vil! på Johannes Larsen Museet har netop fået et vigtigt nyt værk. Maleriet Udsigt fra Pilegården. Kerteminde fra 1933 er blevet erhvervet til museet med støtte fra Amanda Fonden og indgår nu som en væsentlig del af...
Julestemning i Høkeren – tradition, nostalgi og ægte julehygge i Kerteminde
Fredag den 15. november åbner Høkeren atter op for en stemningsfuld julesæson, hvor kertemindere og byens gæster kan opleve traditionel jul, nostalgi og historisk atmosfære. I år byder Høkeren alle velkommen til en helt særlig juleoplevelse, der vækker minder om gamle...