Derfor sover de så godt i Dræby

Klumme af Troels Malthe Borch og Sigrid Lundblad til Kerteminde Ugeavis d. 3. juli 2024.

For 100 år siden begyndte en driftig og fremsynet kvinde at producere madrasser i Dræby. Det blev til en lille industri for produktion og udvikling af madrasser, der satte sit præg på byen de efterfølgende 50 år.

I dag er madrasser lavet af uld, kunstfibre, fjedre, skumgummi, luft – eller ligefrem vand. Men op igennem historien har man foret madrasser med fjer, halm, krølhår, gåsedun, bomuld eller uld.

Men fortidens madrasser havde ét alvorligt problem: De var ofte fulde af lus og lopper! Løsningen var madrasser af tang. Mus, lopper og lus bryder sig nemlig ikke om tang. Under Første Verdenskrig begyndte den driftige Karen Hansen at producere tangmadrasser med hessianbetræk i Dræby. Hendes mand, Per, samlede og tørrede tang sammen med deres ansatte, og Karen syede madrasserne. Tang var billigt og nemt tilgængeligt.

Karen Hansen producerede tangmadrasser af hessian, indtil sønnen Ejnar overtog fabrikken i 1930’erne. Marinus Christensen, der både var ansat ved madrasfabrikken under Karen og senere Ejnar, blev kompagnon i 1945. Otte år senere etablerede Marinus Østfyns Madrasfabrik.

Der gik dengang jernbane til Dræby, og derfor var byen ideel til en fabrik. Madrasserne fra Dræby blev enten sendt med jernbanen til Jylland og Sjælland eller kørt med bil til Odense og solgt videre til bl.a. Odense Klædefabriks Udsalg.

Tangmadrasserne var faktisk ikke lavet af tang, men derimod ålegræs. Man indsamlede det opskyllede ålegræs på stranden, vaskede og tørrede det.

I 1930’erne begyndte man at stoppe madrasserne med træuld i stedet for ålegræs. Træulden betød bl.a., at madrasserne blev lettere. De billige madrasser blev syet af hessian, og de dyre af bolster. Hvis man skulle have ekstra komfort, blev der syet et lag vat på begge sider af træulden. De ansatte hadede at lave den slags madrasser, da det nærmest var umuligt at få nålen igennem både træuld, bolster og vat. Var man rig, kunne man købe sig en luksusmadras af ren uld.

I løbet af 1960’erne begyndte springmadrassen at vinde indpas, og Marinus begyndte i stedet at sælge gulvtæpper og senere møbler.

Marinus havde privat bolig lige ved siden af fabrikken. Det gjorde det nemt, når familien skulle hjælpe med at pille træuld.

Træulden kom i store baller og skulle pilles fra hinanden, før det kom i madrasserne. Når Marinus stak hovedet ind ad døren og råbte ”Træuld!”, smed hans kone og deres fem børn alt, hvad de havde i hænderne, og skyndte sig over for at pille træuld. Det var hårdt arbejde, men det duftede dejligt af frisk træ, og man fik bløde hænder, fordi den hårde hud blev slidt af.

Marinus Christensen klippede stoffet til madrasserne og syede det sammen på en Singer-symaskine. En medarbejder overtog madrassen og stoppede den med træuld eller uld. Enderne blev syet sammen på maskine, og de to kanter blev syet hele vejen rundt på madrassen i hånden. Man sad på en taburet med hjul på, så man kunne køre rundt om madrassen og spare tid.

De ansatte på møbelfabrikken arbejdede på akkord. I 1950’erne fik de 2,5-3 kr. pr. madras. På en god dag kunne de sy otte-ti madrasser hver. At arbejde på madrasfabrik var ikke noget, man blev rig af.

På Toldboden i Kerteminde kan du i øjeblikket se madrasser, billeder, genstande og værktøj fra madrasfabrikken i Dræby. Her indgår fortællingen om Østfyns Madrasfabrik nemlig i udstillingen ”Made in Kerteminde og omegn”, der fortæller historierne bag 7 forskellige produktionsvirksomheder, der har skabt og eksporteret produkter fra Nordøstfyn. Udstillingen er åben onsdag til søndag kl. 13-17. Der er fri entré.

Billede: Marinus Christensen med bil læsset med madrasser sidst i 1930’erne, da fabrikken var flyttet til Møllevejen 23 i Dræby. Privateje.