Den u-hyggelige juletid

Klumme af museumsinspektør Sigrid Lundblad Stæhr, Østfyns Museer, til Kerteminde Lokalavis.

De fleste forbinder julen med god mad, masser af julegaver og hygge i familiens skød. Men i gamle dage var den mørke vintertid faktisk fyldt med masser af uhygge!

I bondesamfundet var julen i Danmark langt mere dyster og fyldt med spøgeri, sagn og overnaturlige væsner.

Nogle sagn findes i hele Danmark og har deres egne lokale versioner i Kerteminde og omegn. For eksempel sagnet om en kvinde, der vågner julenat og hører kirkeklokkerne på Kerteminde Kirke ringe til gudstjeneste. Hun skynder sig i kirke, men da hun sidder på kirkebænken, går det pludselig op for hende, at alle de andre i kirken er døde og begravede! Da hun får at vide af en af de døde, at det vist er bedst, hun forlader kirken, griber de døde efter hendes kåbe, som hun må lade dem beholde, så hun selv kan undslippe.

Fynshovedmanden
Et andet sagn omhandler Fynshovedmanden: En lokal herremand fra Hindsholm, der elskede jagt så meget, at han byttede Himmerige for evig jagt på Fynshoved. Han benytter sig af den gamle vej, og derfor lader man portene stå åbne på gårdene, når han lillejuleaften rider gennem Hindsholm. Her går han på jagt indtil d. 6. januar, som er Helligtrekongersdag.

I den mørke juletid kunne man også tage varsler om blandt andet kommende dødsfald. Hvis man listede sig hen til vinduet under julemiddagen, ville man se, hvem der skulle dø i det nye år. De sad udenfor og manglede enten deres skygge eller hoved. Det var dog ikke ufarligt at tage varsler om fremtiden. Man kunne risikere at se noget, man ikke brød sig om, eller sågar blive vanvittig af synet.

Gloso og julebuk
Et af de uhyggelige væsner, der kunne gøre livet surt for en, var glosoen. En kæmpemæssig gris med knivskarpe børster, som kom forbi juleaften og gemte sig under bordet, hvis man havde glemt at ofre til den ved høsttid. Den var et varsel om død og ulykke og opholdt sig oftest på kirkegården, når mørket faldt på.

Julebukken er et andet skræmmende væsen, der hører sig julen til, men som dog var et menneske. Typisk var det en af gårdens karle, der havde klædt sig ud som en buk og prøvede at skræmme folk. Julebukkens opgave var at fortælle historier om folk fra året, der var gået samt at fornærme dem. Det var en vigtig tradition, der gjorde, at al det usagte og sladderen blev sagt højt, så man kunne få renset luften, inden man begyndte et nyt år.

Nissen skulle behandles godt
Gårdboen, der også blev kaldt nissen, var gårdens beskytter. Han sørgede for at beskytte hjemmet mod dårligdom og at høsten slog fejl. Han tog sig også af dyrene og arbejdede på marken. Hans hjælp var uundværlig og derfor var det vigtigt, at man tog sig godt af ham – blandt andet ved at give ham grød. Men hvis man ikke viste gårdboen respekt, kunne han finde på at drille og gøre livet surt for folk på gården. I yderste konsekvens kunne han ”lade den røde hane gale over gården” – det vil sige sætte ild til gården.

I dag tror vi ikke på samme måde på de uhyggelige væsner, der hører til den mørke tid. Vi bruger dog stadig den hyggelige juletid til at rykke tættere sammen og glæde os til, at foråret og lyset er på vej.

Billede: Julepostkort fra Kerteminde. Nisserne trækker rundt på, hvad der ligner Kertemindes gamle rådhus. Nisser eller gårdboer passede normalt på folks huse og gårde, så længe de blev behandlet med respekt. Hvis ikke, lavede de ulykker. Kerteminde Byhistoriske Arkiv.