YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

SÆRUDSTILLING

KERTEMINDES BADELIV

Sommerglæder gennem tiden

1. JULI TIL 19. OKTOBER 2025
FARVERGÅRDEN, Langegade 8, Kerteminde
Gratis entré for alle

Denne sommer viser vi udstillingen “Kerteminde kalder” på Farvergården. Her kan du gå på opdagelse i fortællingen om Kerteminde som ferie- og badeby og om den længsel efter frihed, hav og sommerliv, der gennem generationer har trukket mennesker til byen.

Når sommeren kom til Kerteminde

Fortællingen begynder i slutningen af 1700-tallet, da samfundets bedrestillede fik øjnene op for naturen som et sted for oplevelser, afslapning og fornøjelse. I 1880 tog en velhavende familie ophold på Tornøes Hotel i en hel måned – noget, der på det tidspunkt var ganske usædvanligt. Med industrialiseringen blev skellet mellem arbejde og fritid tydeligere, og stadig flere fik mulighed for at holde ferie.

Da jernbanen kom til Kerteminde i 1900, blev det lettere at rejse til byen, og antallet af badegæster voksede markant. På solrige søndage i 1930’erne kunne op mod 20.000 mennesker besøge Kerteminde – næsten syv gange så mange som byens daværende indbyggertal. Tog fyldt med sommergæster ankom til byen, mens strande, hoteller og gader summede af liv.

I 1965 kørte det sidste badetog. Flere familier havde fået egen bil og dermed større frihed til selv at vælge feriens mål og tempo. Transportformerne har ændret sig, men Kerteminde er fortsat en populær sommerby, hvor havet, strandene og det særlige byliv hvert år tiltrækker både nye og tilbagevendende gæster.

Kom forbi Farvergården og oplev historien om ferie, badegæster, driverliv og sommerdage ved Storebælt. Der er gratis entré for alle. Læs mere om Farvergården her.

Billedtekst: 3 kvinder i en robåd på Nordstranden. Efter 1918 blev Nordstranden populær, da forfatter Sophie Breum og maler Anna Munch byggede deres villa derude. 1950’erne. Kerteminde Byhistoriske Arkiv.

Vi glæder os til at byde dig velkommen!

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Østfyns Museer

Du er hermed tilmeldt!