En farverig historie

Klumme til Kerteminde Ugeavis af Sigrid Lundblad Stæhr, Østfyns Museer

Farvergården i Kerteminde har fået sit navn efter farveriet, der lå her i 100 år og blev drevet af farverne Hinke.

Den første Hinke, Joseph Florian, udvandrede fra Bøhmen, der ligger i nutidens Tjekkiet, til Kerteminde i slutningen af 1700-tallet. Her blev han gift med en lokal kvinde, den 17-årige Gertrud Marie Kjerulff, og bosatte sig i byen. I starten af 1830’erne grundlagde han det farverdynasti, som ligger til grund for vores kulturhistoriske museum i dag, nemlig Farvergården. Joseph døde i 1862, men hans efterkommere førte farveriet videre de næste 100 år.

Selve farveriet lå i en længe i det, der i dag er museumshaven, og ældre malerier viser, hvordan farveren hængte klæder med den dyrebare blå farve op på tørresnore ned gennem haven.

I Danmark har man fundet spor efter farvede tekstiler helt tilbage fra jernalderen. Før professionaliseringen af farverhåndværket var det familiens kvinder, der sørgede for at indsamle planter fra den danske natur, som de farvede klæderne med. Den lange tradition med farvning af tekstiler er blevet overleveret fra kvinde til kvinde i familierne. Ved at prøve sig frem med de forskellige planter lærte kvinderne, hvilke planter der gav farver, der både var smukke og holdbare i længden. Et stof farvet med en lysægte farve kan ligge i direkte sollys uden, at farven falmer. De mest lysægte farver kommer fra cochenille-lusen fra Sydamerika, kraprod fra Middelhavsområdet og den dyre blå farve, indigo, der betyder ”farven fra Indien”.

Før man fik indigo fra Indien, brugte man vajd, der kaldes ”Nordens indigo”. Den indeholder meget små mængder af stoffet indigotin, der giver den blå farve. Til blåfarvning skal man bl.a. bruge ammoniak, og det fandt man i urin, før man kunne fremstille store mængder ammoniak kunstigt. Derfor kaldes den blå farve også ”potteblå”, pga. de store mængder menneskeurin, som man skulle bruge!

Da håndværket professionaliseredes i middelalderen, dukkede der farverier op i alle købstæder med respekt for sig selv. De dyreste farver at fremstille var rød, blå og sort. For at blive mester og få lov til at oplære svende i håndværket skulle man kunne lave en god og dækkende sort.

Farveren havde et sort flag ud til vejen, så alle kunne se, at han lavede en flot sort farve, og han gik selv i sorte klæder. Når han skulle i byen, dyppede han sine hænder i det mørke farvebad, så alle kunne se, at han arbejdede med den dyreste og sværeste farve.

Farveriet på Farvergården måtte desværre lukke i 1930’erne, da farver Hinke, ligesom mange andre håndværkere, ikke længere kunne konkurrere med de meget billigere fabriksfremstillede tekstiler og farver. Heldigvis købte den nystiftede forening, Kerteminde Museumsforening, Farvergården for at bevare den for eftertiden. Kunstmaler Johannes Larsen fik samlet en flot kunstsamling til museet, der i dag er på Johannes Larsen Museet, samt en samling af kulturhistoriske genstande, der stadig kan ses på Farvergården i dag.

Sidelængen, hvor farveriet havde været, blev desværre revet ned før åbningen af museet.. Så i dag skal alle farver Hinkes farveredskaber ses i Den Gamle By i Århus.

Plantefarvning og andet håndarbejde har nu fået en renæssance, da man bl.a. har fået større fokus på, at det kan være med til at lindre depression, stress og angst.

I sommerperioden plantefarver vi igen på museet Farvergården i Kerteminde. Mandag, tirsdag og onsdag i uge 27 og uge 34 kl. 10-14. Her vil museets formidler stå klar til at fortælle om den ældgamle kunst at plantefarve samt vise plantefarvet garn og farveplanter frem. Kom forbi til en snak om bæredygtigt håndarbejde, slow fashion og kunsten at farve.

Farver Anton Frederik Hinke, ca. 1885. Kerteminde Byarkiv.

Farvergården i Kerteminde, 1911. Læg mærke til skiltet over døren med farverens navn på, Anton Laurits Hinke, samt det sorte flag. Kerteminde Byarkiv.