Arkivernes Dag
Lørdag den 14. november kl. 10–15 inviterer de lokalhistoriske arkiver på Hindsholm og Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv til Arkivernes Dag i Holmens Hus i Martofte.
I år er temaet Odense-Kerteminde-Martofte Jernbanen (OKMJ) og dens betydning for Hindsholm. Gå på opdagelse i gamle fotografier og arkivalier, følg det håndtegnede baneforløb fra Kerteminde til Martofte, og se en model af toget, der engang kørte på strækningen.
Kl. 11 fortæller Tormod Tønnesen om ”Jernbanen fra Taarup trinbræt til Martofte Station”.
Der er også aktiviteter for børn, som blandt andet kan deltage i en tegnekonkurrence, farvelægge et puslespil og bygge togbane. Aktiviteterne er gratis.
Hindsholm Egnsmuseum holder desuden åbent kl. 12–14 med gratis entré.
Undervejs kan der købes kaffe, te, lune æbleskiver samt øl, vand og most.
Praktisk information:
Hvor: Holmens Hus, Fynshovedvej 486, 5390 Martofte
Hvornår: Lørdag den 14. november kl. 10–15
Entré: Gratis