fbpx
31. januar 2014

Østfyns Museer modtager oldtidssamling fra Hindsholm

Landskab & Arkæologi har fået foræret en flot samling af
oldsager. De stammer fra Dyrbjerggård i Nordskov på Hindsholm og er
opsamlet på gårdens jorder gennem mindst et par generationer frem
til ca. 1980. Oldsagerne tilhørte Anders Nielsen, hvis børn har
valgt at forære samlingen til museet. Den omfatter 66 oldsager,
langt overvejende af flint, men også lidt økser fremstillet af
andre stentyper (“bjergart”), samt en økse af kronhjortetak.
Fundene stammer fra en lang tidsperiode, fra ca. 6-7.000 f.Kr.,
dvs. Maglemosekultur, til overgangen til bronzealderen ca. 1800.
f.Kr. og fortæller om livet i jægerstenalderen, med skiftet til
bondestenalderen ca. 4000 f.Kr. og endelig til frem til det
tidspunkt hvor arbejdsredskaber af bronze udkonkurrerede redskaber
fremstillet af sten.
Jamen har museerne da ikke stenoldsager nok? Både Ja og Nej! Det
er rigtigt at de fleste museer ligger inde med rigtig mange
oldsager af flint og andre stentyper. Men for mange af dem gælder,
at der ikke er gode fundoplysninger på dem. Lige fra slet ingen,
eller blot “Fyn”, “Hindsholm” osv. På den måde er de gode som
udstillingsgenstande og til formidling, men som forskningsgenstande
er de ikke velegnede. Der behøver vi at kunne stedfæste dem så
præcist som muligt for dermed at anvende dem i vores udforskning af
fortidens samfund. Hvor boede man: Højt, lavt, tæt ved kysten, nær
åer? Hvor tæt lå bopladserne og hvor store var de: boede der kun få
mennesker pr. sogn, eller var der måske 10-15 samtidige bopladser,
to familier ad gangen eller mange familier samlet på ét sted?
Netop derfor er vi altid glade for oldsager, der kan stedfæstes i
landskabet. Gennem de sidste par årtier er mange af de landmænd der
drev jorden bag ploven spændt for heste eller fra en lille Massey
Ferguson gået på pension eller er borte. Slægtsgården er ofte solgt
og børn eller børnebørn bor i en anden egn eller landsdel.
Resultatet er, at erindringen om fundsted og fundhistorie
forsvinder – og med dem også oldsagernes videnskabelige værdi. De
går fra at være aktive oldtidslevn i vores udforskning til blot at
være ætetiske genstande, flotte ganske vist, ja til tider af helt
kunstnerisk værdi, men altså uden en egentlig arkæologisk,
videnskabelig værdi. Og det er synd og skam…
Tusind tak for denne flotte gave!