YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Nostalgisk tidsrejse for borgere med demens

Med udgangspunkt i Almas Hus i Ørbæk tilbyder Østfyns Museer oplevelser for demente og deres pårørende under demensugen 2025. Som noget helt særligt inviteres der i samarbejde med Danmarks Jernbanemuseum på en historisk busrejse i lokalområdet med veteranbus.

Historisk rejse med veteranbusser
I samarbejde med Danmarks Jernbanemuseum inviteres borgere med demens og deres pårørende med på en nostalgisk tidsrejse den 7. maj. Danmarks Jernbanemuseum kører nemlig to Volvo veteranbusser fra hhv. 1957 og 1966 til Almas Hus. Den ene bus kommer til at stå tæt ved huset, så alle kan tale med chaufføren, og opleve det fine interiør og den autentiske rutebils-lugt, mens den anden bus tager en tur rundt i lokalområdet. Busturen går forbi Ørbæk Bryggeri, Lykkesholm Slot og Ørbæklunde Gods, med afgang og ankomst ved Almas Hus. Formålet er at skabe en meningsfuld og mindeværdig oplevelse for borgere med demens ved at kombinere kultur, historie og socialt samvær. Busturen giver deltagerne mulighed for at genopleve minder fra en svunden tid og interagere med fortiden gennem veteranbusserne.
Afgangstid første tur: kl. 10.30 Hjemkomst til Almas hus: ca. kl. 11.00
Afgangstid anden tur: kl. 12.30 Hjemkomst til Almas hus: ca. kl. 13.00

NB! Busturene er et lukket arrangement for Nyborg Kommunes borgere tilknyttet Demenscenter Tårnparken, demens- og aktivcentre.

Under demensugen kører disse to Volvo veteranbusser fra hhv. 1957 og 1966 til Almas Hus i Ørbæk. Fotos: Danmarks Jernbanemuseum.

Skru tiden tilbage i Almas Hus
Det hyggelige Almas Hus i Ørbæk har de senere år gennemgået en restaurering, og huset står nu klar med en helt ny udstilling og mange sjove aktiviteter, der er forbundet med fortiden. I forbindelse med demensugen er huset åbent den 7. maj for borgere med demens og deres pårørende. Her kan de gå på opdagelse i hus, stald og have, bladre i Richs-album, spille gamle spil inde i stuen samt prøve kræfter med at male mel, vaske tøj på vaskebræt og rulle tøj. Og så er det muligt at stimulere smagssansen med kiksekage og kaffe.

Med alle sanser
Østfyns Museer og Langelands Museer fik i starten af året 580.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen til projektet ”Med alle sanser”. Et projekt hvor borgere med demens kan få målrettet historisk formidling i trygge og rolige rammer. Hos Østfyns Museer kommer formidlingen primært til at foregå i Almas Hus i Ørbæk, og aktiviteterne i forbindelse med demensugen er et ben i det større projekt.

Almas Hus i Ørbæk. Foto: Østfyns Museer

Demensuge – praktisk info:
Sted: Almas Hus, Sentvedvej 1, Ørbæk
Tid: Onsdag d. 7. maj kl. 10-14
Pris: Aktiviteterne er gratis for borgere med demens og deres pårørende i Nyborg Kommune.

Billede øverst:
Borgerne kan komme på en lille bustur med denne flotte Volvo fra 1966. Foto: Danmarks Jernbanemuseum

Påskens mange æg

Påskens mange æg

I dag forbinder vi påskeæg med chokolade, marcipan og søde sager. Men tidligere var påskens ægge-traditioner meget anderledes.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Østfyns Museer

Du er hermed tilmeldt!