YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Mølledag ved Viby Mølle

Vær med, når vi sætter fokus på mark, mølle og måltid gennem viden, leg og smag. Lær om mølleteknik, bygningsbevaring og vejen fra korn til brød til en sjov og festlig dag på Viby Mølle.

De gamle vindmøller er en flot og markant del af det danske landskab. Men de er også truet kulturarv. De skal vedligeholdes og motioneres for, at vi fortsat kan glæde os over dem. Og så skal deres historie og deres betydning fortælles og formidles, så nuværende og nye generationer kender til denne vigtige del af vores historie. Med naturens kræfter kunne møllerne producere så store mængde føde og foder, at det frigav tid og mulighed til vores forfædre til at udvikle samfundet omkring dem. Uden møllerne ville vi ikke være, hvor vi er i dag.

Kick-off på nye mølleprojekter

Østfyns Museer, Viby Sogneforening og Viby Sogns Lokalhistoriske Arkiv arrangerer i samarbejde en formidlingsdag ved Viby Mølle, hvor der er både leg, viden og smagsoplevelser i vente. Anledningen til arrangementet er to-fold: Viby Mølle skal restaureres – et stort og længe ventet initiativ som skal til at sættes i værk. Samtidig starter Østfyns Museer formidlingsprojektet “Mark, mølle og måltid” med fokus på formidling af møllernes særlige bygningskulturarv.

Arrangementet den 20. august er kick-off på begge projekter, og man vil på dagen kunne høre meget mere om planer og ambitioner. Mølledagen støttes af Samlingskraft – et initiativ som støtter lokale frivillige i at formidle bygningskultur og bæredygtighed omkring særlige steder rundt om i landet. Projektet “Mark, mølle og måltid” er støttet af Realdania.

Viden, leg og smag

På mølledagen den 20. august kan hele familien deltage i aktiviteter og lege med korn, mel og vind. Derudover vil der være smagsprøver på korn, brød, malt og øl – alt sammen fødevarer, som er knyttet til møllens funktion. Endelig vil der være en række korte, spændende foredrag:

Arkitekt Thomas Hillerup vil fortælle om planerne for restaureringen af Viby Mølle kl. 13.30. Lektor Birthe Jespersen vil fortælle om, hvor vores hvede kommer fra, og hvilken interessant udviklingshistorie denne centrale del af vores føde har. Det er kl. 14.30. Til slut vil museumsinspektør Troels Malthe Borch kl. 15.30 fortælle om, hvordan møllerne også har sat spor i vores kultur. Alle foredrag varer ca. 20. minutter.

I løbet af dagen vil der være flere rundvisninger på Viby Mølle. Viby Mølle er en smuk gammel vindmølle af hollandsk type. Den ligger højt i landskabet og kan ses på lang afstand. Indvendigt er møllen i original stand med tandhjul og kværne bevaret, og udvendigt kan man gå hele vejen rundt og nyde både udsigt og mølle.

Alle er velkomne til dagen, og der kræves ikke entré for deltagelse. Der vil være salg af kaffe og kage ved møllen.

Se plakat

Sted: Viby Mølle, Rødsbækvej 36, 5370 Mesinge

Tid: 20. august 2023 kl 13-16

Viby mølle mølledag Østfyns Museer

Billede: Viby Mølle. Foto: Patrick Stinson

Nyerhvervet værk i særudstillingen Fritz Syberg. Livet vil!

Nyerhvervet værk i særudstillingen Fritz Syberg. Livet vil!

Den nyåbnede særudstilling Fritz Syberg. Livet vil! på Johannes Larsen Museet har netop fået et vigtigt nyt værk. Maleriet Udsigt fra Pilegården. Kerteminde fra 1933 er blevet erhvervet til museet med støtte fra Amanda Fonden og indgår nu som en væsentlig del af...

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Østfyns Museer

Du er hermed tilmeldt!