Amanda – historien om Kertemindes vartegn

Skrevet af Kurt Risskov Sørensen – Museumsinspektør, Østfyns Museer

I løbet af sommeren udkommer en ny bog om Amanda. Bogen fortæller historien bag Kertemindes berømte vartegn – der opstod ved lidt af en tilfældighed, men blev dygtigt udnyttet af byen og dens virksomheder.

Amanda fra Kerteminde befinder sig i et eksklusivt selskab af statuer, der i enestående grad symboliserer den by, de er opstillet i: Den lille Havfrue i København, Frihedsgudinden i New York, Manneken Pis i Bruxelles – og i Bogense.

Gennem mere end 100 år har Amanda og Kerteminde været knyttet uløseligt sammen. Forbindelsen skyldes, at navnet Amanda i 1893 nærmest ved en tilfældighed blev forbundet med byen. En revyvise om en letlevende ung kvinde, der svigtede sin forlovede til fordel for en medicinstuderende fra hjembyen, fik på kort tid fik stor udbredelse og nærmede sig status af landeplage.

Visens gennemslagskraft skal ikke mindst tilskrives datidens massemedie, skillingsvisen. Når en vise havde afsløret sit hitpotentiale, stod ferme ordsnedkere på spring for at tilrette og eventuelt ”forbedre” originalen og udgive den i et billigt tryk.

Bag visens fortælling om Amanda skjuler sig en historisk kerne, der centrerer sig omkring skuespillerinden Sophie Krags triste skæbne. Første gang sløret løftes for Amandas virkelige identitet, ser ud til at være i 1941, da Kjerteminde Avis i en nekrolog over skuespillerinden Karen Caspersen kan fortælle, at hendes moster var Sophie Krag, som stod model til Amanda.

Også den unge student, der løb med Amanda, er det muligt at identificere. Hans navn var Vilhelm Nielsen, og han var søn af en af Kertemindes højest rangerende embedsmænd: herredsfuldmægtig, kæmmer, branddirektør og kgl. vejer Anders Rudolf Nielsen. Vilhelm selv blev senere i en lang periode formand for dagbladet Politikens bestyrelse og en central skikkelse i den danske husmandsbevægelse.

I 1954 fik myten om Amanda krop, da hun blev mejslet i granit. Hun er betydeligt mere end tyve tommer i figur, for i billedhugger Robert Lund-Jensens fortolkning fremstår hun som en solid, velbygget fiskerpige. At hun blev opstillet ved Langebro, skyldes en beslutning taget i byrådet i Kerteminde, men pengene kom fra den odenseanske – men Kerteminde-fødte – købmand P.C. Rasmussen, der i 1948 havde oprettet et legat til forskønnelse af hans fødeby.

Visens popularitet har gjort det oplagt at benytte Amanda i markedsføringen af kystbyens fortræffeligheder – og af alskens forskellige produkter fra byen. Et utal af lokale virksomheder har gennem tiden forsøgt at udnytte det faktum, at Amanda-navnet uden videre straks giver positive associationer om, at deres produkt er fra Kerteminde. Særligt to af Kertemindes tidligere store virksomheder har brugt Amanda i markedsføringen af deres produkter: Kerteminde Jernstøberi og Konservesfabrikken ”555”.

I virkeligheden er det ret paradoksalt, at der ud fra en banal kærlighedshistorie har kunnet skabes en myte, der er så stærk, at den gennem mere end hundrede år har kunnet stå som vartegn for en hel by og som ikon for den lokale identitet.

Men en by kan ikke på egen hånd skabe en fortælling om sig selv, den skal også accepteres af omverdenen. Det er fortællingen om Amanda blevet, og hun har i høj grad vist sig at være langtidsholdbar – både som vartegn og varemærke.

”Amanda og Kerteminde – myten og byen” udgives af Østfyns Museer er på 85 sider.

Billedtekster: Fiskekonservesfabrikken ”555” (senere Amanda Seafoods A/S) er nok den virksomhed, der med størst idérigdom har brugt Amanda i lanceringen af sine produkter. Her er det direktør og pr-mand Finn Tengberg-Hansen med virksomhedens reklamevogn på Langebro i december 1959. Foto: Kerteminde Byhistoriske Arkiv.

Amanda i gips. Før hun blev hugget i granit, blev hun finpudset i stukkatør Aage Petersens have i Annaholmsgade i Odense. Gipsmodellen blev efter kunstnerens død foræret til museet i Kerteminde og kan i dag ses på Farvergården. Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv.